Dansk Historisk Fællesråd - historie-online.dk - 10. maj 2015

    

[sitemap]

< BogFeature

BogFeature

Et hjørne af en hærs sammenbrud
Den tyske 551. Grenaderdivisions fødsel, kampe og undergang i Litauen og Østpreussen 1944-1945

Krigens sidste 9 måneder 

”Et hjørne af en hærs sammenbrud” er en både dramatisk og særdeles veldokumenteret fortælling om den tyske 551. Grenaderdivisions kamphandlinger i Litauen og Østpreussen.

Af Erik Ingemann Sørensen

Det er en aldeles imponerende indsats, der ligger bag denne bog om den 551. Grenaderdivisions krigsindsats i 2. verdenskrigs afsluttende fase. 9 måneder i alt – oplevet gennem divisionens vidner kombineret med en overbevisende fortælling. 700 sider der stort set fanger fra først til sidst. Hvordan kan det overhovedet være muligt at ramme så præcist og medlevende?

Takket være et utroligt arbejde med at finde og afkode kilderne – såvel skriftlige som mundtlige – så mange år efter – takket være forfatterens mangeårige arbejde som leder af blandt andet politiet i Assens med tusindvis af timers afhøringserfaring – takket være evnen til at ”oversætte” militær strategi for almindelige læsere, og ikke mindst Ove C. Kronborgs evne til at formidle på en måde, så man som læser ”er med” hele vejen igennem. Et imponerende arbejde, der fortjener stor ros.

Hitlers nye division
I krigens sidste, vanvittige måneder jonglerede den mere og mere vanvidsramte Hitler rundt med den ene spøgelseshær efter den anden. Dog var det regulært nok, da han den 19. juli 1944 gav ordre om at opstille en division – den 551. Grenaderdivision – til indsats i Letland og Østpreussen, hvor den kom til at deltage i nogle af krigens hårdeste kampe.

Oprindeligt skulle den bestå af 11.997 mand. Men nåede ifølge forfatteren næppe over 7.500 – så svært var det på dette tidpunkt at skaffe mandskab nok. Uddannelsen fandt sted i Thorn (Thorun) ca. 170 km. syd for Gdansk startende den 1. august. Mindre end tre uger senere blev divisionen sat ind ved fronten, hvor de kom i voldsomme kampe mod den fremrykkende Røde Hær. Skildringer af disse kampe er flere steder suppleret med øjenvidneberetninger, hvilket er med til at gøre det til ubehagelig læsning. Men som også giver en forståelse for, hvor voldsomme og bestialske disse kampe var. Vi føler blandt andet tre soldater, hvoraf den ene – Richard Kuhn – kom til som 18-årig. Hvad krigens rædsler har betydet for det stakkels menneske, kan vi kun gisne om. Forfatteren har haft kontakt til ham – og der bringes et billede af en ældre, smilende mand. Men det er kun det udvortes. Hvordan har han dog kunnet vende tilbage til et normalt liv – en civiliseret tilværelse? Det spørgsmål rejser sig bogen igennem. Og han er kun én ud af uendeligt mange.

Dette perspektiv er i øvrigt stærkt beskrevet af den amerikanske historiker Stephen G. Fritz i ”Frontsoldaten. The German Soldier in World War II”, University Press of Kentucky, 1995. Heri skriver han blandt andet: ”Indeed, as Field Marshal Archibald Wavel wrote to the fameous military historian B. H. Lidell Hart: ”If I had time…to study war, I think I should concentrate almoust entirely on the ”actualities of war”, the effects of tirednes, hunger, fear, lack of sleep, weather…The principles of strategy and tactics…are absurdly simple: it is the actualities that make war so complicated and so difficult, and are usually neglected by historians…” Det er netop her, Ove C. Kronborg sætter ind med sit fornemme arbejde: krigen set fra neden.

Særdels grundig gennemgang
Som nævnt tidligere er det et utroligt researcharbejde, der ligger bag denne udgivelse. Derfor kan vi i realiteten også følge indsatsen dag for dag med særdeles detaljerede beskrivelser. Man kan måske synes, det er for meget. Men sådan forholder det sig ikke. Blandt andet takket være den meget levende beskrivelse af forholdene og begivenhederne. De var så voldsomme, at man 1. november 1944 havde mistet 2/3 af den oprindelige styrke.

Grenaderdivisionen er opstillet så sent, at den ikke har deltaget i de berygtede forbrydelser, Værnemagten begik på Østfronten. Det understreges flere gange af forfatteren, der inddrager den nyeste forskning. Denne dokumenterer, ”…at også soldater fra en lang række almindelige hærenheder deltog i den forbryderiske fremfærd…” Her inddrager Ove Kronborg fint den russiske propagandamaskine, hvis mest berygtede skribent uden tvivl var Ilja Ehrenburg. Det er ham, der står for formuleringen: ”Dræb, dræb! Der findes intet, som en tysker ikke er skyldig i; ikke blandt de levende og ikke blandt de ufødte. Følg kammerat Stalins ordre og nedkæmp for evigt det fascistiske dyr i dets hule. Nedbryd med vold det racistiske hovmod hos de germanske kvinder. Tag dem som retsmæssigt bytte. Dræb, I fremadstormende rødgardister …«. (anmelderens oversættelse).

Der var stort set ingen af de russiske soldater, der ikke havde oplevet de tyske grusomheder – enten ved tab af familiemedlemmer, bekendte eller ved selvsyn. Derfor var de fyldt af et brændende had. Hvilket blandt andet gik ud over de tilfangetagne tyske soldater. Øjnene stukket ud og kønsdelene stukket i munden. Tyskerne så det – blev rædselsslagne – og også Grenaderdivisionen gjorde blindt gengæld, fremgår det af bogen. Her er der tale om overtrædelse af genevekonventionen – som USSR imidlertid ikke havde skrevet under på.

Helvedet på Samland
Det blev divisionens opgave blandt andet at forhindre russerne i at indhente de 100.000’er af flygtninge, der strømmede mod vest. Kampene i Samland – tangen ud mod det daværende Königsberg var forfærdende. Her havde Gauleiter Erich Koch nægtet at kapitulere – en ordre der resulterede i ufattelige og unødvendige tab af menneskeliv.

Men det lykkedes faktisk at få reddet godt 3 millioner af de flygtende tyskere blandt andet gennem evakuering over havet – herunder til Danmark. Den 551. Grenaderdivision kæmpede videre i den håbløse kamp, hvor der efterhånden var 20 russiske soldater for hver tysk.

Den 8. maj – den dag krigen officielt sluttede – stod en af de sidste overlevende fra divisionen på molen i Hela sammen med mange andre for at blive evakueret. Men der kom ikke flere skibe, skriver Ove Kronborg: ”I stedet måtte de nu sammen med tusinder af tyske soldater og officerer gå i sovjetisk fangenskab, et fangenskab, hvorfra mange ikke kom hjem – andre først op til mere end ti år senere.”

Bedre gik det for Heinz Michaelski, der var blevet såret 17. februar 1945. Han var endt i Aarhus. Efter kapitulationen var han så rask, at han kunne melde sig til den minerydningskommando, der skulle fjerne de tyske miner på Vestkysten. En betændt sag i dansk historie – for begik Danmark måske krigsforbrydelse ved at behandle de tyske soldater, som de gjorde?

Heinz Michaelski fortæller blandt andet følgende til forfatteren: ”Rydningen skete uden hverken sårede eller dræbte…” Her må man nok konstatere, at han enten husker forkert – eller vælger at se det positive i sin egen historie. I alle fald harmonerer det ikke med den faktiske historie, som det fremgår af denne film >> 

En fornem og vigtig bog
Den historiske litteratur om verdenskrigens sidste måneder er blevet suppleret fornemt med denne udgivelse. Blandt andet på grund af dens grundighed og det aldeles imponerende noteapparat og den fine litteraturliste, der blandt andet udmærker sig ved at inddrage såvel film, tv og dvd, radioudsendelser samt internetadresser.

Desværre er kortmaterialet ikke det bedste – og der mangler i den grad et oversigtskort. Det havde været en fordel at kunne følge med på et sådant. Men det kan imidlertid lade sig gøre på defølgende webadresse:http://www.mapy.eksploracja.pl/prusy/prusy_1_300000.jpg

På dette er det muligt at navigere sig rundt. Hvis man så har google-maps liggende i baggrunden, er der god hjælp at hente.

Bogen har et fremragende billedmateriale, der supplerer teksten fint.

Så for enhver, der interesserer sig for 2. verdenskrig og i særdeleshed dens sidste måneder er denne bog oplagt at anskaffe. Man er særdeles velforsynet med omfattende viden efter endt læsning. Samtidig med at man sidder tilbage med oplevelsen af krigen – set fra de meniges side.

At bogen yderligere indeholder en rystende beskrivelse fra Danmark – mere skal ikke omtales her – gør den også lokalhistorisk væsentlig.

Det er fornemt arbejde.

Det Krigshistoriske Selskab - krigsvidenskab.dk - 5.1.2015

Et hjørne af en hærs sammenbrud Den tyske 551. Grenaderdivisions fødsel, kampe og undergang i Litauen og Østpreussen

"Fremragende skildringer, og et godt indtryk af hvorfor tyskerne generelt var gode til at stabilisere fronterne efter russiske gennembrud."

Anmeldt af Nils Ulrik Bagge (pens. orlogskaptajn)

 

Ove C. Kronborg: Et hjørne af en hærs sammenbrud - Den tyske 551. Grenaderdivisions fødsel, kampe og undergang i Litauen og Østpreussen. Udgivet af forlaget Als 2014, 671 sider. Pris kr. 349,00  som paperback.

http://krigsvidenskab.dk/sites/default/files/haer_0.jpg

Foto: Goodreads.dk

Bogen har forord af brigadegeneral (pens.), cand. phil., seniorforsker ved Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet, Michael H. Clemmesen.

Forfatteren er pensioneret politiinspektør, der som barn den 7. maj i Sønderjylland, det vil sige to dage efter den tyske kapitulation i Danmark, oplevede, at en tysk soldat blev henrettet eller myrdet af en tysk officer, hvorefter han blev begravet med fuldt militær honnør. Denne episode har forfatteren ønsket at efterforske, og har mere end tres år efter denne begivenhed fundet overlevende og identificeret den enhed, som de berørte tropper tilhørte.

Det viser sig, at der var tale om forsprængte enheder fra 551. Volksgrenaderdivision, der opstod i august 1944 og reelt ophørte med at eksistere som sammenhængende enhed i februar 1945. 551. Volksgrenaderdivision var indsat først i Litauen og i oktober 1944 blev den drevet ud af Litauen, hvorefter resten af krigen blev kæmpet i Østpreussen, hvor de overlevende fortsatte med at kæmpe en meget forbitret kamp indtil den 10. maj 1945, hvor de sidste overlevende overgav sig. I slutningen af april 1945 bliver resterne af 551. Volksgrenaderdivision evakueret til Danmark for at blive genopbygget, så det er årsagen til at forfatteren har fattet interesse for denne enhed.

Perioden er også interessant, Ian Kershaw har skrevet en meget rost bog ”Slutspil” der omhandler perioden juli 1944 til Tysklands endelige sammenbrud i maj 1945. I vest mistede tyskerne Frankrig i løbet af efteråret. I øst indledte russerne Operation Bagration samtidig med invasionen i Normandiet. I øst mistede tyskerne mere end en million mand samt hele Hviderusland. I begyndelsen af august var fronterne i både øst og vest rykket tæt på det tyske rige. Det nazistiske styre blev i denne periode stadig mere rabiat, og i foråret 1945 huserede talløse standretter overalt i det tyske rige, hvor summariske dødsdomme blev afsagt for den mindste forseelse. Mens mange tyske soldater i vest så overgivelse til de allierede som et godt alternativ til kamp til døden, så var det helt anderledes på østfronten. Da de russiske styrker trængte ind i Østpreussen, medførte det flere overgreb mod civilbefolkningen, hvilket blev stærkt eksponeret i den nazistiske propaganda. Tyskerne holdt sig ikke tilbage og gennemførte drab på overlevende koncentrationslejer fanger hvilket er beskrevet i bogen.

Bogen er således en beskrivelse af kampen om Østpreussen set igennem en række meget unge soldaters perspektiv. De personer, som forfatteren primært har talt med er alle, hvad vi i dag vil kalde børnesoldater. De har som 14-15 årige gennemgået særlige skoler med henblik på uddannelse til befalingsmænd og underofficerer. De var alle indoktrineret i det nazistiske system og med en tro på den endelige sejr. De kommer så i august til den nydannede 551. Volksgrenaderdivision i Litauen, hvor de får deres ilddåb. I oktober oplever de det første store slag, hvor russerne erobrer Memel, det nuværende Klaipeda. Derefter er fronten rolig indtil januar 1945, hvor russerne sætter deres stormløb ind, der et par måneder senere ender i Berlin. Østpreussen blev i slutningen af januar isoleret fra resten af Tyskland og evakuering var kun mulig via skib primært fra Danzig. Dermed blev Østpreussen en isoleret kampplads, hvor tyskerne kæmpede med ryggen mod havet og forsvarede sig bittert til det sidste. Det blev ikke bedre af, at denne vinter var hård i hele Østeuropa med lokalt mere end minus 20 graders frost. Den nazistiske ledelse var hele tiden for sent ude med evakuering af civilbefolkningen, hvorfor den kom til at foregå under forfærdelige forhold, hvilket også er godt beskrevet i bogen.

Hvis man anskaffer sig bogen for at få et overordnet billede af kampene i perioden set fra en stabsofficers perspektiv, så bliver man skuffet. Bogen giver fremragende skildringer af enkelte skæbner og den vildskab, som kampene rasede med. Bogen giver også et godt indtryk af, hvorfor tyskerne generelt var gode til at stabilisere fronterne efter russiske gennembrud. Det var nok så meget det hadede militærpolitis, feltgendarmeri, skyld. Bogen er fuld af historier om forsprængte grupper, der hele tiden bliver opsamlet og indsat i nye enheder. Men bogen fortæller også hvordan utallige bliver hængt på stedet ved mindste mistanke om flugt eller fejhed.

Alt i alt en meget interessant bog, som jeg vil give 4 bånd. Det der trækker ned efter min opfattelse er manglende kort over området. Det er meget vanskeligt at danne sig et overblik, der er ganske vist en række håndtegnede skitser, men de er vanskelige at overskue og alle navne er naturligvis på tysk. I dag er samtlige stednavne ændret til russisk eller polsk, hvorfor et kort eller tegning af Østpreussen med de relevante tyske bynavne havde gjort underværker. Bogen kan anbefales til alle, der vil prøve at forstå, hvorfor tyskerne blev ved med at kæmpe mod alle odds og endte med over seks måneder at miste et område, hvor tysk kultur og befolkning havde været rodfæstet i mere end syv hundrede år.

 

Dagbladet Der Nordschleswiger d. 27.9.2014
 
 
SAXO Internetboghandel
Fynske Medier - Lokalavisen Assens - 13.5.2014
 
Flensborg Avis -  23.03.2014